KUNSTNER: LEIF SYLVESTER

Leif Sylvester Petersen (født 18. april 1940 i København/Amager) – eller slet og ret Sylvester – er et multimenneske. Han blev oprindeligt udlært som tømrer, men har efterfølgende arbejdet som gøgler, musiker, skuespiller, komponist og billedkunstner.

“Debuten” skete sidst i 1960’erne, da han på kunstnernes efterårsudstilling blev dybt skuffet over lanceringen af den etablerede kunst. Det samme var en herre ved navn Erik Clausen og sammen med ham begyndte de at udstille på gaderne og efterhånden også at optræde med samfundssatirisk gøgl. I 1973 spillede duoen en hovedrolle i etableringen af Røde Mor Rockcirkus og fra 1976 opførte de egne forestillinger. I denne periode blev numre som ”Mormors Kolonihavehus” og ”Friheden Flyver” til rene landeplager. Herefter begyndte han at turnere med sit eget succesrige band ”Sylvester og Svalerne”, der optrådte med en blanding af rock- og spillemandsmusik. Bandet turnerede bl.a. med Kim Larsen og Bellami i ”Cirkus Himmelblå”.

I filmverdenen samarbejdede han med Erik Clausen omkring ”Cirkus Casablanca”, og fik et folkeligt gennembrud som skuespiller i filmen ”Midt om natten”. Leif Sylvester havde endvidere større roller i film som ” Mig og Charly”, ”Tarzan Mamma Mia”, “Otto er et næsehorn”, “De frigjorte”, “Old Boys” og TV serier som ”Taxa” og “Rita”. Leif Sylvester fik i 1984 en Robert pris for “Rocking Silver” og i 1986 en Bodil særpris for scenografien til filmen “Manden i månen”.

I 1988 gjorde han “come back” som kunst maler, og fik efterfølgende et egentlig gennembrud. Som autodidakt maler har han fulgt en anvisning fra sin gamle tegnelærer Richard Sneum i folkeskolen: at ”lige meget hvad du laver, så skal der farver på”. Han producerer farvestærke, fantasirige og fabulerende billeder og skulpturer af menneskelige gestalter, fugle og dyr, som appellerer til alle aldre. Stilmæssigt kan man måske tale om ”figur-ekspressionistiske” billeder – billeder som er et kighul ind til en verden, hvor idyl og rædsel lever side om side. Hvor alvor og sjov blandes på en måde, så man hele tiden er i tvivl om, hvor det ene begynder og det andet slutter. Humor optræder side om side med melankoli og angst.